af Dan Brown
på dansk ved Mich Vraa
Prolog og 1. kapitel bringes med tilladelse af Forlaget Hr. Ferdinand. Inferno udkommer på dansk den 14. maj.
------------------------------
De varmeste steder i helvede er forbeholdt dem der i tider med moralsk krise forbliver neutrale.
FAKTA:
Alle kunstværker, al litteratur og alle historiske referencer i denne roman er virkelige.
”Konsortiet” er en privat organisation med kontorer i syv lande. Dets navn er her blevet ændret af sikkerhedsmæssige årsager og af hensyn til menneskers privatliv.
Inferno er den underverden der omtales i Dante Alighieris episke digt Den guddommelige komedie, der skildrer helvede som en kunstfærdigt opbygget verden, beboet af væsener kaldet ”skygger” – sjæle uden krop der befinder sig mellem liv og død.
PROLOG
Jeg er Skyggen.
Gennem den forpinte by løber jeg.
Gennem den uophørlige gråd flygter jeg.
Langs floden Arnos bredder kæmper jeg mig åndeløs af sted … svinger til venstre ned ad Via dei Castellani og fortsætter nordpå, trykker mig i skyggerne af Uffizi.
Og stadig følger de mig.
Deres skridt lyder højere nu; de løber med ubarmhjertig beslutsomhed.
I årevis har de forfulgt mig. Deres udholdenhed har tvunget mig under jorden … tvunget mig til et liv i Skærsilden … til at arbejde under jordskorpen som et af underverdenens uhyrer.
Jeg er Skyggen.
Her over jorden løfter jeg mit blik mod nord, men jeg kan ikke se nogen vej til frelsen … for Appenninerne lukker dagens første lys ude.
Jeg går bagom palazzoet med de takkede tårne og uret med kun én viser … sniger mig ind mellem de hæse gadesælgerne på Piazza de San Firenzes hvor der lugter af lampredotto og ristede oliven. Så krydser jeg pladsen foran Bargello og fortsætter vestpå mod Badias spir indtil jeg standses brat af jernporten neden for trappen.
Her må al tøven fare.
Jeg drejer håndtaget og træder ind i den smøge hvorfra jeg ved at der ikke er nogen vej tilbage. Jeg presser mine blytunge ben op ad den smalle trappe … der snor sig opad over de bløde marmortrin, slidte og arrede.
Stemmerne giver genlyd nedefra. De bønfalder.
De er bag mig; de giver sig ikke, kommer nærmere.
De forstår ikke hvad der skal ske … eller hvad jeg har gjort for dem!
Utaknemmelige land!
Mens jeg stiger opad, vender synerne tilbage … de liderlige kroppe der vrider sig i den skoldende regn, de grådige sjæle der flyder i ekskrementer, de forræderiske kæltringer, stivfrosne i Satans knugende is.
Jeg går op ad de sidste trin og når toppen, og halvt død vakler jeg ud i den fugtige morgenluft. Jeg løber frem mod den mandshøje mur og stirrer ud gennem sprækkerne. Langt under mig ligger den velsignede by som jeg har gjort til mit sanktuarium, mit skjul for dem der forviste mig.
Stemmerne råber; de nærmer sig bag mig. ”Det er vanvid, det du har gjort!”
Vanvid avler vanvid.
”For Guds skyld,” råber de, ”sig os hvor du har skjult den?”
Og netop for Guds skyld siger jeg det ikke.
Jeg står med ryggen mod murens kolde sten, endelig trængt op i en krog. De stirrer ind i mine klare grønne øjne, og deres ansigter formørkes; de forsøger ikke længere at besnakke mig, de truer. ”Vi har vores metoder, det er du klar over, ikke? Vi kan tvinge dig til at fortælle os hvor den er?”
Og af den grund er jeg flygtet halvvejs til himmels.
Uden varsel vender jeg mig og løfter armene, krummer fingrene om den høje kant, trækker mig selv op, skraber knæene mod stenene, rejser mig … vakler på kanten af det frie fald. Før mig, kære Vergil, over afgrunden.
Måbende kaster de sig fremad, de vil gribe fat om mine fødder, men er bange for at de skal skubbe mig ud af balance så jeg styrter. De trygler nu, men jeg har vendt dem ryggen. Jeg ved hvad jeg må gøre.
Under mig, svimlende langt under mig, strækker de røde tegltage sig som et brændende landskab … et hav af ild der oplyser det smukke land hvor kæmper engang vandrede om … Giotto, Donatello, Brunelleschi, Michelangelo, Botticelli.
Jeg flytter tæerne nærmere kanten.
”Kom ned!” råber de. ”Det er ikke for sent!”
O, I stædige, uvidende! Ser I ikke fremtiden? Begriber I ikke storheden i det jeg har skabt? Nødvendigheden?
Jeg påtager mig gladelig det ultimative offer … og slukker på samme tid jeres sidste håb om at finde det I søger.
I finder det aldrig i tide.
Langt, langt under mig kalder den brolagte piazza som en fredfyldt oase. Hvor jeg længes efter mere tid … men tid er den ene ting som selv min umådelige rigdom ikke kan købe.
I disse sidste sekunder stirrer jeg ned på piazzaen, og nu ser jeg noget der får mig til at fare sammen.
Jeg ser dit ansigt.
Du stirrer op på mig fra skyggerne. Dine øjne er bedrøvede, og dog fornemmer jeg i dem også en slags ærefrygt for det jeg har udrettet. Du ved og forstår at jeg ikke havde noget valg. For Menneskehedens skyld må jeg beskytte mit mesterværk.
Det vokser i dette øjeblik … venter … forbereder sig under det blodrøde vand i lagunen der ikke spejler stjerner.
Og så løfter jeg blikket fra dit, og jeg ser ud mod horisonten. Højt over denne plagede verden hvisker jeg min sidste bøn.
Min kæreste Gud, jeg beder dig, lad ikke verden huske mig som en uhyrlig synder, men som den strålende frelser du ved jeg virkelig er. Jeg beder til at Menneskeheden vil forstå den gave jeg efterlader mig.
Min gave er fremtiden.
Min gave er frelse.
Min gave er Inferno.
Så hvisker jeg amen … og tager mit sidste skridt ud i ingenting.
KAPITEL 1
Minderne meldte sig langsomt … som bobler der steg op fra mørket i en bundløs brønd.
En tilsløret kvinde.
Robert Langdon stirrede på hende hen over en flod hvis oprørte vand var farvet rødt af blod. På den modsatte bred stod en kvinde, ubevægelig, med det tilslørede ansigt vendt imod ham. I hånden holdt hun et blåt tainia-klæde som hun nu løftede til ære for det hav af kroppe der lå ved hendes fødder. Lugten af død hang overalt.
Søg, hviskede kvinden. Og du skal finde.
Langdon hørte ordene så tydeligt som havde hun udtalt dem inde i hans hoved. ”Hvem er du?” råbte han, men hans stemme var der ikke; der kom ingen lyd.
Vi har ikke meget tid, hviskede hun. Søg og find.
Langdon tog et skridt i retning af floden, men han kunne se at vandet var rødt af blod og for dybt til at han kunne vade over på den anden side. Da Langdon atter løftede blikket mod den tilslørede kvinde, var dyngen af kroppe for hendes fødder blevet mange gange større. Der var flere hundrede, måske tusinder, nogle stadig i live; de vred sig i smerte, døde på utænkelige måder … blev fortæret af ild, begravet i ekskrementer, spiste hinanden. Han kunne høre de jamrende skrig fra mennesker i uudholdelig pine give genlyd over vandet.
Kvinden kom nærmere og rakte sine slanke hænder ud som om hun ville bede ham om hjælp.
”Hvem er du?” råbte Langdon igen.
Som svar løftede kvinden hænderne og trak langsomt sløret væk fra ansigtet. Hun var umådelig smuk og samtidig ældre end Langdon havde forestillet sig – i tresserne, måske, og statelig og stærk som en tidløs statue. Hun havde et alvorligt ansigt, markeret kæbeparti, dybe, følelsesfulde øjne og langt, sølvgråt hår der faldt i kaskader af slangekrøller ned over hendes
skuldre. En amulet af lapis lazuli hang i en kæde om hendes hals – en enkelt slange, snoet om en stav.
Langdon havde en følelse af at han kendte hende … at han stolede på hende. Men hvordan? Hvorfor?
Nu pegede hun på et par sprællende ben der stak op af jorden og tilsyneladende tilhørte en eller anden stakkel der var blevet begravet til midt på livet med hovedet nedad. På mandens blege lår stod et enkelt bogstav – skrevet med mudder – R.
R? tænkte Langdon usikkert. Som i … Robert? ”Er det … mig?”
Kvindens ansigt røbede intet. Søg og find, gentog hun.
Uden varsel begyndte hun at stråle af hvidt lys … lysere og lysere for hvert øjeblik. Hele hendes krop sitrede og vibrerede voldsomt, og så, et tordenskrald, og hun eksploderede i tusind splintrede skår af lys.
Langdon vågnede brat. Han råbte.
Værelset var oplyst. Han var alene. Den skarpe lugt af hospitalssprit hang i luften, og et sted i nærheden lød en sagte elektronisk bippen i takt med hans hjerteslag. Langdon prøvede at bevæge sin højre arm, men en skarp smerte standsede ham. Han kiggede ned og så en tynd slange og en kanyle i underarmens hud.
Hans puls steg, og maskinen holdt trit med den og bippede hurtigere.
Hvor er jeg? Hvad er der sket?
Det dunkede i Langdons baghoved, en gnavende smerte. Han løftede forsigtigt sin frie hånd og rørte ved sin isse, prøvede at lokalisere kilden til sin hovedpine. Under hans filtrede hår fandt hans fingre en halv snes eller lidt flere hårdt strittende suturer med kager af tørt blod.
Han lukkede øjnene og prøvede at huske det uheld han måtte have været ude for.
Ingenting. Ikke skyggen af noget som helst.
Tænk.
Kun mørke.
En mand i hvid kittel kom hastende ind, åbenbart tilkaldt af Langdons hjertemonitor. Han havde vildtvoksende skæg og blide øjne der udstrålede betænksomhed og ro under de buskede øjenbryn.
”Hvad … er der sket?” sagde Langdon med besvær. ”Har jeg været ude for et uheld?”
Den skæggede mand holdt en finger mod læberne og skyndte sig ud af rummet. Han kaldte på en eller anden længere nede ad gangen.
Langdon drejede hovedet, men bevægelsen sendte en bølge af smerte gennem hans kranium. Han tog nogle dybe indåndinger og lod smerten drive over. Så så han sig meget forsigtigt og metodisk omkring i de sterile omgivelser.
Det var en hospitalsstue med en enkelt seng. Ingen blomster. Ingen god-bedring-kort. Langdon så sit tøj ligge på et bord ved væggen. Det var indsmurt i blod.
Åh Gud. Det må have været slemt.
Nu drejede Langdon hovedet meget langsomt over mod vinduet ved siden af sengen. Det var mørkt udenfor. Nat. Det eneste Langdon kunne se i ruden, var sit eget spejlbillede – en askebleg fremmed, grå og træt og koblet til medicinsk udstyr med slanger og ledninger.
Stemmer nærmede sig udenfor, og Langdon rettede atter blikket mod døren. Lægen vendte tilbage, nu sammen med en kvinde.
Hun så ud til at være først i trediverne. Hun havde en blå kittel på, og hendes lyse hr var sat op i en kraftig hestehale der svingede bag hendes nakke når hun gik.
”Dr. Sienna Brooks,” sagde hun og smilede til Langdon da hun trådte ind. ”Jeg arbejder sammen med dr. Marconi i nat.”
Langdon nikkede svagt.
Dr. Brooks var en høj kvinde og gik med en atlets sikre, smidige skridt. Selv i den formløse lægekittel var der noget smækkert og elegant over hendes skikkelse. Hun så ikke ud til at have nogen makeup på, men
hendes hud var usædvanligt glat med bare en enkelt skønhedsplet ved overlæben. Hendes øjne havde en blid brun farve, men virkede usædvanligt gennemborende; som om de havde set ting der ikke var nogen selvfølge for så ungt et menneske.
”Dr. Marconi taler ikke ret meget engelsk,” sagde hun og satte sig ved siden af ham,” og han spurgte mig om jeg ville udfylde Deres indlæggelsespapirer.” Hun smilede igen.
”Tak,” kvækkede Langdon.
”Okay,” begyndte hun i et forretningsmæssigt tonefald. ”Hvad hedder De?”
Det tog ham et øjeblik at huske. ”Robert … Langdon.”
Hun tændte en blyantstynd lygte og lyste ind i Langdons øjne. ”Beskæftigelse?”
Denne information var endnu længere om at melde sig i hans hukommelse. ”Professor. Kunsthistorie … og symbollære. Harvard University.”
Dr. Brooks sænkede lygten og så forbløffet på ham. Lægen med de buskede øjenbryn virkede lige så overrasket.
”De er … amerikaner?”
Langdon så forvirret på hende.
”Det er bare …” Hun tøvede. ”De havde ikke nogen legitimation på Dem da De kom i aftes. Deres habit var fra Harris Tweed og skoene Somerset hyttesko … så vi gik ligesom ud fra at De var englænder.”
”Jeg er amerikaner,” sagde Langdon, for udmattet til at redegøre nærmere for sin forkærlighed for god skrædderkunst.
”Har De smerter?”
”Ja. Jeg har ondt i hovedet,” svarede Langdon hvis dunkende hovedpine ikke var blevet bedre af at få en skarp lyskegle i øjnene. Nu stak hun lykkeligvis lygten i lommen på kitlen inden hun tog fat om Langdons håndled for at tjekke hans puls.
”De råbte da De vågnede,” sagde kvinden. ”Kan De huske hvorfor?”
I et glimt så Langdon igen det mærkelige syn af den tilslørede kvinde og de forpinte kroppe. Søg, og du skal finde. ”Jeg havde mareridt.”
”Om?”
Langdon fortalte hende det.
Dr. Brooks’ udtryk forblev neutralt mens hun skrev nogle notater på sit clipboard. ”Har De nogen anelse om hvad der kan have givet anledning til så uhyggelig en drøm?”
Langdon rodede i sin hukommelse og rystede så på hovedet der reagerede med en protesterende dunken.
”Okay, mr. Langdon,” sagde hun og skrev endnu nogle ord, ”jeg har et par rutinespørgsmål til Dem. Hvilken ugedag er det?”
Langdon tænkte et øjeblik. ”Det er lørdag. Jeg husker tydeligt at jeg tidligere i dag gik over campus … på vej til en eftermiddagsforelæsning … og så … det er mere eller mindre det sidste jeg husker. Er jeg faldet?”
”Det kommer vi til. Ved De hvor De er?”
Langdon gav hende sit bedste gæt. ”Massachusetts General Hospital?”
Dr. Brooks skrev et par ord mere. ”Og er der nogen vi skal ringe til? Kone? Børn?”
”Nej,” svarede Langdon instinktivt. Han havde altid nydt den ensomhed og uafhængighed som hans selvvalgte ungkarleliv gav ham, selv om han måtte indrømme at han i sin nuværende situation ville have foretrukket at have et kendt ansigt ved siden af sengen. ”Der er nogle kolleger jeg kunne kontakte, men det er lige meget.”
Dr. Brooks blev færdig med Langdons puls, og den ældre læge trådte hen til sengen. Han glattede sine buskede øjenbryn og tog en lille diktafon op af lommen og viste dr. Brooks den. Hun nikkede og vendte sig atter mod sin patient.
”Mr. Langdon, da De kom i aftes, blev De ved med at mumle de samme ord om og om igen.” Hun skævede til dr. Marconi som løftede diktafonen og trykkede på en knap.
En lydoptagelse blev afspillet, og Langdon hørte sin egen groggy stemme der mumlede den samme sætning om og om igen. ”Ve … sorry. Ve … sorry.”
”Det lyder,” sagde kvinden, ”som om De siger ”Very sorry. Very sorry.”
Langdon var enig, men havde ingen erindring om det.
Dr. Brooks så på ham med et foruroligende intenst blik. ”Har De nogen anelse om hvorfor De siger det? Er der noget De fortryder eller er ked af?”
Da Langdon søgte ned i sin hukommelses mørke, så han igen den tilslørede kvinde. Hun stod på bredden af en blodrød flod, omgivet af kroppe. Stanken af død vendte tilbage.
Langdon blev overvældet af en pludselig, instinktiv følelse af fare … og ikke en fare der kun gjaldt ham selv … men alle. De elektroniske bip fra hans hjertemonitor accelererede hastigt. Hans muskler spændtes, og han forsøgte at sætte sig op.
Dr. Brooks lagde hurtigt en fast hånd på Langdons bryst og pressede ham ned mod sengen. Hun kastede et blik i retning af den skæggede læge som gik hen til bordet ved væggen og begyndte at gøre et eller andet klar.
Dr. Brooks stod bøjet over Langdon og hviskede: ”Mr. Langdon, angst er en ikke ualmindelig følge af hjernetraume, men De må holde Deres puls i ro. De må ligge stille. Ikke lade Dem hidse op. Lig stille og hvil. De skal nok komme over det. Deres hukommelse vender tilbage lidt efter lidt.”
Lægen kom tilbage med en sprøjte som han rakte til dr. Brooks. Hun sluttede den til Langdons iv-slange og pressede langsomt stemplet i bund.
”Det er bare et mildt sedativ til at berolige Dem,” forklarede hun, ”og til at hjælpe på smerterne.” Hun rejste sig. ”De skal nok blive rask, mr. Langdon. Sov nu. Hvis der er noget De vil have, kan De trykke på knappen ved siden af sengen.”
Hun slukkede lyset og gik ud sammen med den skæggede læge.
I mørket mærkede Langdon hvordan det beroligende middel trængte ind i hans blodbane og næsten omgående tvang hans krop tilbage i den brønd som han netop var kommet op af. Han kæmpede imod og tvang sig selv til at åbne øjnene i hospitalsstuens mørke. Han prøvede at sætte sig op, men hans krop føltes som cement.
Da Langdon drejede sig i sengen, kom han igen til at ligge med ansigtet vendt mod vinduet. Nu hvor lyset var slukket, var hans spejlbillede forsvundet fra det mørke glas og erstattet af en skyline i det fjerne.
Midt blandt de sorte konturer af spir og kupler dominerede en enkelt oplyst facade Langdons synsfelt. Bygningen var en imponerende stenfæstning med takket brystværn og et hundrede meter højt tårn der knejsede og nær toppen videde sig ud til et vældigt forsvarsværk med skoldehuller.
Langdon satte sig brat op i sengen, og smerten eksploderede i hans hoved. Han undertrykte den dunkende smerte og stirrede som hypnotiseret på tårnet.
Langdon kendte ganske udmærket den middelalderbygning der ragede op over byen.
Den var den eneste af sin slags i verden.
Desværre lå den også seks tusind kilometer fra Massachusetts.
Uden for vinduet, skjult i skyggerne ved Via Torregalli, steg en muskuløs kvinde ubesværet af sin BMW-motorcykel og fortsætte til fods med en intensitet som en panter der lurer på sit bytte. Hendes blik var skarpt. Hendes kortklippede hår – der var samlet i strittende
pigge – rejste sig mod den opslåede krave på hendes sorte læderdragt. Hun tjekkede sit lyddæmpede håndvåben og stirrede på det vindue hvor Robert Langdons lys netop var blevet slukket.
Tidligere på aftenen var der gået noget helt galt med hendes oprindelige mission.
En enkelt dues kurren havde forandret alting.
Nu var hun kommet tilbage for at rette op på fejlen.
![MZ - Aime cette musique [Extrait de la Mixtape MZ MUSIC VoL.2 sortie 02/2013] - Vidéo avec Dailymotion](http://video-streaming.orange.fr/images/dm/medium/14426142)
